om

Fraugde MC - Begyndelsen




I det tidlige forår 1981 samledes 17 personer, fortrinsvis fra Fraugde og omegn, med det formål at starte en MC-klub.


I flere år havde der i Fraugde været en mindre flok motorcyklister, men i 1980-81 kom der mange helt unge motorcyklister på gaden. De fandt hurtigt sammen, og samledes om at få konstitueret en bestyrelse, skrevet formålsparagraf og love.

Den 15. marts 1981 blev den stiftende generalforsamling afholdt. Den nyvalgte bestyrelses væsentligste opgave var at skaffe et mødested, men helst et rigtigt klubhus.


Der var et tidligere diskotekslokale ledigt under Fraugde Kro, det nuværende fritidshus. Med positiv respons fra FGIF og Tingkær Ungdomsskoles leder H. C. Andersen,  som var  de daværende brugere af huset, henvendte klubben sig til de nyligt ansatte MC-konsulenter i Odense Kommune Steen Andersen og Poul Beton. De var fra starten velvilligt indstillede, så med accept fra Magistratens 2. afd. kunne indflytningen i lokalerne foregå 14 dage senere.   


Der var fra starten enighed om navnet Fraugde Motorcykelklub Odense.  Reklametegner Michael Madsen tegnede nogle udkast til klubbens mærke, der  endte med at blive til det mærke klubben stadig har i dag.

Efter etableringen var det første år nærmest en lang fest, kun afbrudt af  ture til træf, speedway og camping, samt  besøg hos andre klubber. Festen  fik dog en ende da kommunen besluttede at der skulle bygges en idrætshal, vores lokale skulle bruges som omklædningsrum. Efter en periode i et andet lokale begyndte vi at se os om efter et alternativ. 

Klippevej




Alternativet kom som en mulighed for at flytte til en gård på Klippevej i Fraugde Kærby.


På gården var der allerede to klubber, men fordi Arbejdernes MC ønskede at komme tilbage til Odense, kunne vi overtage deres del.

Efter en del diskussioner om det at skulle dele hus med en anden klub, endte  klubben med at flytte ind på gården, sammen med Hjallese MC.

Trods flere udmeldelser, fik vi et godt samarbejde og klubliv i de nye  omgivelser, og i en periode smeltede klubberne nærmest sammen om fællesbar og andre aktiviteter. Forskellen  i aktivitetsniveauet og lysten til at få renoveret ejendommen var dog for stor, til at samarbejdet kunne fortsætte, så vi blev enige om at dele huset.  Vi er stadig to klubber i huset og det fungerer udmærket efter alle disse år.

 


I 1983 afholdt vi vores første motorcykeltræf, kaldet klippetræf efter vores adresse. Der kom næsten 400 mennesker og

blev en overvældende succes. Siden har vi årligt holdt træf og efterårsfest. Gennem alle årene har vi bestræbt os på at højne standarden, både vedrørende sanitære forhold, orden, hygge og forplejning, men ikke mindst gode musikalske oplevelser, hvilket vi ubeskedent synes er lykkedes langt hen ad vejen.


Siden 1993 har vi stillet haven til rådighed for MC camping, hvor folk på tur kan få sig en rast og et bad for kun 20 kr. pr. næse pr. overnatning.  Det har mange både danske og udenlandske motorcyklister benyttet sig af.


Der har gennem årene  været ca. 120 forskellige medlemmer, men der er kun ganske få tilbage fra klubbens start blandt de nuværende medlemmer. Klubbens navn er nu Fraugde  MC Breidablik, opkaldt efter gårdens navn. Breidablik var guden Balder's bolig i nordisk mytologi. Det var her guderne festede, drak og sang -  og det gør vi stadig !!!

Fakta

  • Klubben er stiftet i 1981

 

  • Medlemmer:  18 aktive / 1 på prøve / 1 passive


  • Klubaften mandag / fredag


  • Klippetræf afholdes i maj


  • Efterårsfest afholdes i oktober


  • Haven er åben for MC campister



Lidt af hvert

  • Tak til alle vores gæster, der altid kommer glade med godt humør
  • Tak til alle vores gode hjælpere, uden dem ville det være svært at afholde vores arrangementer
  • Gangbare betalingsmidler i klubben:

Cash

Dankort

Øvrige gængse betalingskort